Peter Laugesen:

Kaptajn Kaos

 

 

 

Katalogtekst til  utstilling på Henie-Onstad Kunstsenter 1996.

 

 

 

Guttorm Nordø er uordenens mand. Det gør ham normal i en sindssyg verden. Han er den, der kompromitterer sig selv ved aldrig at gå på kompromis med den herskende ordens betingelser. Dem er der også plads til. Ikke så meget og ikke til så mange, men til nogen. I hvert fald til en, og så er det ham.

 

Han synes at samle alt det andet omkring sig, alt det der stadig flyder omkring i hvirvlerne efter avantgardens store forlis engang for 25-30 år siden.  Alle stemmerne, lydene. Alle stumperne af det store billede, der blev revet i stykker. Guttorm er traditionens mand. Den modernistiske tradition. Han tilhører ikke fortiden, men han fører den videre. Han kæmper for dens fortsættelse.

 

Sådan ser jeg ham i det mindste. Ikke fordi jeg har det helt store kendskab til ham, overløber som jeg er, med poetiske ben i alle lejre undtagen den, der ligger udbrændt og eksploderet bag mig. Undtagen i den sidste lejrplads før ørkenen, tundraen, isen, storbyen der ligesom samler sig fra alle sider og snart vil dække alt som et TV-billede med sin gabende kedsomhed og sine automatiske salver av latter og klap.

 

Salver til sårene. Klap for øjet. Lindring til glemselen. Oprejsning til de faldne. Men nei, der er ikke en krig. Der er ingen sårede. Der er ingen faldne. Der er ingen overlevende.   Der er kun de levende. Og de døde.

 

Der synes at være to sider af manden. Dels hans egne værker, og her tænker jeg på hans skrifter, dels hans væren til stede som en slags fravær af bedømmelse, der tillader andre at udtrykke sig, være i bevægelse omkring ham.

 

Guttorm Nordø er skipper på et spøgelsesskib, der sejler i et uendeligt rum. Det hedder EL DJARIDA og vinker med sin lange hale af brændende slagger til os andre hernede på jorden. Der sidder han i sin førerkabine og råber: “Harde tider for den som vil leve i tidens strømninger: som å rengjøre seg i et badevann 3000 andre har brukt før deg.”

 

Ha ha, og han ved hvad han taler om. Retorikken er ikke ny. Den er blæst op af Rimbaud for hundrede år siden, fyldt med barnets nye oprør og den hastige erkendelse af, at det oprør ikke vil ændre noget, i hvert fald ikke den verden, det er oprør imod. En erkendelse, som surrealisterne påtog sig at føre videre mod absurditeten. Og det er blevet der. I det rum. Den har ikke stillet sig ud på molens spids i stormvejr ved siden af en Samuel Beckett og besluttet sig for at føre oprøret tilbage i verden uden illusioner. Den er fløjet videre, ud i det tomme og væk.

 

Det er den vrængende side af det. Barnets forståelige rækken tunge. Det voksne barn, der udmærket ved, at den udrakte tunge også taler, og at alt, hvad den siger, er sagt før.

 

Ligesom det vil blive sagt siden. Det vil blive sagt igen og igen, og det vil ikke skulle høres, fordi det er den udrakte tunge, den fjerne fortvivlelse over altings fuldkomne idioti, der lyder inden i enhver alligevel, fordi det barn er enhver.

 

Guttorm Nordø siger det. Guttorm Nordø giver andre lov at sige det. Han udgiver det på tryk, så enhver kan høre det. Så enhver kan høre sig selv grøde snot i de korrumperede templers hellige haller. Men han vil egentlig ikke sige noget. Han har ikke noget budskab. Han er ikke nogen profet. Det han gør er kunst, nøjagtig ligesom så meget andet er kunst, fordi det er kunstigt og nogen kan det og alt det andet tomme gejl, man kan komme til at sige, når man længe nok har holdt sig for næsen og sparket sig selv i røven.

 

Jeg siger hurra fordi Guttorm Nordø findes. Ellers vilde der være en anden, for sådan en vil der altid være, og når der ikke længere er Guttorm Nordø eller en anden der, hvor Guttorm Nordø er nu, vil det være ligemeget, fordi verden, som vi kender den, den rare moderne verden i al dens herligt overskuelige opsplitning, al dens krystalklare skelnen imellem det banale og det opfindsomme, det forsigtige og det eksperimenterende, det ene og det andet, den verden vil være gået under.

 

En mand, der kan skabe et hul i hovedet så stort, at nogen kan komme til orde i det med en udtalelse som “we love instability and chaos, because this is progress”, sådan en mand burde have fast arbejde som avantgardepædagog for hele verden.  Det er den slags rottefængere, vores indre børn har brug for, men de bør holde deres kunstige fingre fra de ydre, de rigtige børn, de levende,  for de har det modsat, og det skal de have.